Bestyrelsens pris 2019

Skovtårnet

Anerkendelse for tilvejebringelse af en spektakulær stålkonstruktion, der på smuk og nænsom vis er indpasset i landskabet.

Med sin interessant form og fine materialevalg er der opnået et vellykket og enestående bygværk til fremme for naturorienterede oplevelser.

 

 Skovtårnet er en del af attraktionen Camp Adventure, der er placeret i Gisselfeld Klosters skove tæt på Rønnede i Sydsjælland. Camp Adventure tilbyder forskellige naturoplevelser i den kuperede og højtbeliggende skov - alle med udgangspunkt i at iscenesætte naturen på nye måder og skabe nye naturorienterede oplevelser.

Fra receptionsområdet er der adgang til Skovtårnet via en 900 m lang boardwalk, der først går igennem klatreparken og herefter snor sig igennem skoven hvorefter den kulminerer ved Skovtårnets fod. Skovtårnet er placeret midt inde i skoven og ambitionen har været at indpasse det så smukt og nænsomt, som overhovedet muligt.

Skovtårnet er udført som en stålkonstruktion med en højde på 45 m, funderet på et system af betonpæle, en ringbjælke samt 18 stk. understøtningsplinte i beton.

Den geometriske udformning af skovtårnet er en Hypberboloide med en højde på 45 m. Diameteren i bund og top er på 28,4 m og på midten 14,2 m. Rotationen af hyperboloiden er 120 grader. 

Den hovedbærende stålkonstruktion er udført i cirkulære rør med en diameter på 457 mm overalt i hovedkonstruktionen. Alle samlinger er udført med indbyggede samlingsplader og er helsvejste. I toppen af konstruktionen i 45 meters højde er en horizontal ringbjælke indbygget, valset i radius 14,2 m og ligeledes helsvejst i alle samlinger. 

Indvendigt i tårnet en gangrampe er udført over 12 cirkelslag med en samlet længde fra terræn til top på 670 m. Bredden på gangbroen er 1,80 m. Gangbroen er understøttet på den ydre hovedbærende konstruktion via et valset cirkulært rør indspændt i hovedkonstruktionen med boltede tværpladesamlinger.

Gangarealet er beklædt med lokalt producerede egetræsplanker. Alle stålkonstruktioner inkl. rækværk og loftbeklædning er udført i Corten stål.

Skovtårnet fremtræder som et spektakulært bygningsværk, hvor der i samspillet mellem design og konstruktionsteknik, er opnået en ualmindelig smuk og enestående stålkonstruktion.

 
 
   

 

https://www.iabse.dk/priser/bestyrelsens-pris-2019
8 DECEMBER 2024